Konservative biologers behandling af intelligent design.

Med udgangspunkt i den danske biolog Hanne Stragers bog ”Et Beskedent Geni” fra 2016, vil jeg her fortælle lidt om hvordan intelligent design hypotesen håndteres af konservative evolutionstro biologer.

”Et Beskedent Geni” udkom i 2016 og er primært en Darwin-biografi, som hovedsageligt omhandler videnskabsmanden Darwin og hans teori. Bogen er rigtig god med mange flotte illustrationer, og med rigtig god mener jeg at den er oplysende og interessant set med historiebriller på. Jeg er naturligvis ikke enig i Hanne Stragers konklusioner vedr. evolution eller ID, men synes bestemt at bogen er værd at læse, måske især for evolutionstvivlere, da den meget fint illustrerer hvor meget teorien stadig bygger på forældede argumenter, og fordi den afslører evolutionstilhængernes hårrejsende mangel på viden omkring intelligent design. Der er nemlig to muligheder: Enten ved Hanne Strager meget lidt om ID, eller endnu værre, hun misrepræsenterer hypotesen i et bevidst forsøg på at vildlede læseren.

Hanne Strager vælger i sin bog at skrive et afsnit om intelligent design, og man spørger sig selv hvorfor nu det, i en Darwin-biografi? Evolutionstro biologer føler sig åbenbart nødsaget til at kommentere på kritikken fra ID, selv i en lidt pudsig sammenhæng som denne; en bog som ellers er fokuseret på Darwins person, og de historiske omstændigheder omkring fremkomsten af hans teori.
Kapitlet hedder ”Evolution, Kreationisme, og Intelligent design”. Da ordet kreationisme forekommer i overskriften vidste jeg straks hvad der var i vente. Forfatteren er her ude i et politisk og ideologisk ærinde, i stedet for at kommentere på det faktuelle indhold af intelligent design-hypotesen, – business as usual.

Forfatteren indleder med at bruge hele 7 sider på at referere fra gangen i en række retssager i USA. Retssagerne omhandlede tilfælde af modstand mod undervisning i evolution i skoler, og var en konsekvens af de skarpt optrukne fronter mellem bibeltro kristne, og folk som mente at evolution skulle have plads i undervisningen, sådan som den eksempelvis fik det i Danmark. Hanne Strager lægger sig her i kølvandet på sine amerikanske ID-fjendtlige kolleger, som flittigt har refereret til retssagerne når det handlede om at tilbagevise ID. Argumentet går på at hvis ID, i en retssag, er blevet dømt uvidenskabelig, – tja! Så må den jo stensikkert værre uvidenskabelig. Argumentet blev flittigst brugt i debatter for ca. 10 år siden, dengang jeg selv blev overbevist om ID, – siden er det stille og roligt forduftet fra debatten. ID er for længst er nået så langt, at hypotesens påstande nu bliver debatteret også i evolutionisternes egne videnskabelige afhandlinger. Argumentet om at retssager har afgjort at ID er religion er derfor nu forældet, fordi som jeg argumenterer for i punktet ”kontroversen omkring ID”, så bliver religiøse argumenter sjældent forsøgt gendrevet i biologiske afhandlinger, og da ID-argumenterne flittigt bliver kommenteret og forsøgt gendrevet i evolutionsbiologernes videnskabelige afhandlinger, kan det nu definitivt udelukkes at ID er religion. (Et eksempel er Evolution of the bacteria flagellum-Microbe, volume 2, number 7,2007)
Strager er altså helt ude af trit med hvad der foregår i debatten mellem tilhængere af evolution og tilhængere af ID. Hun har heller ikke gjort sig klart at en definering af hvad der er videnskab og ikke er videnskab næppe med rimelighed kan afgøres i en retssal. Ej heller har hun erkendt meningsløsheden i at referere om amerikanske retsforhold for danske læsere. Danskere havde kunnet forholde sig til retssager på dansk grund, da sådanne ville have udgangspunkt i dansk lov, men amerikansk lovgivning kan umuligt have konsekvenser for os, så hvorfor bruge hele 7 sider på disse sager? Strager bruger sågar 2 af siderne på at citere direkte fra transskriptioner af afhøringen af et vidne, – hvorfor? Kan det tænkes at Strager bruger 7/10 af sin behandling af ID på amerikanske retssagers forløb, fordi hun så ikke behøver forholde sig til de faktiske argumenter som de videnskabsfolk der støtter ID fremlægger?
Hanne Strager afslutter de mange sider retssagsreferat med sagen i 2005 i Dover, Pennsylvania.

I afsnittet nævnes to af retssagens hovedpersoner, Kenn Miller som blev ført som vidne imod ID og Michael Behe som repræsenterede ID. Her måtte jeg trække på smilebåndet for hvor Strager omtaler modstanderen af ID som; Kenn Miller, Ph.d. i biologi, så benævnes fortaleren for ID som Michael Behe, en intelligent design tilhænger med en videnskabelig baggrund i biokemi, – WHAT? En videnskabelig baggrund i biokemi, hvad betyder det? Er der nogen grund til at vi ikke skal have at vide at Behe er Professor i biokemi ved Lehigh University? Vi får at vide at Miller er Ph.d.-biolog og at han underviser på Brown University, men af ukendte grunde skal Behes titel og arbejdsplads udelades. Vi får heller ikke at vide at Behe er forfatter til Darwin’s Black Box, og The Edge of Evolution, to af de mest ødelæggende bøger for evolutionsteorien. Strager kommenterer at dommen blev et knusende nederlag til intelligent design, hvilket er sandt, det var et knusende nederlag i politisk, ideologisk og retsmæssig sammenhæng, ikke i videnskabelig sammenhæng. Hvis Hanne Strager finder det prisværdigt at en domstol i USA dømte at ID ikke var videnskab, må man formode at hun gerne for fremtiden ser retsvæsenet påtage sig det som ingen videnskabsteoretikere kan enes om, nemlig at
definere hvad der er videnskab og hvad der ikke er (the demarcation problem).

I forhold til de 7 siders gennemgang af irrelevante amerikanske retssager, er det mere beskedent den plads forfatteren efterfølgende bruger på beskrivelse af hvad ID faktisk går ud på. Sølle 11 linjer bruges på at forklare et af ID-hypotesens argumenter, det som almindeligvis kaldes irreducible complexity– på dansk ikke-reducerbar kompleksitet. Her bemærker jeg at Strager helt har undladt at nævne begrebet ved navn, hvilket er højst besynderligt, da det vel er kutyme at nævne navnet på den ide/teori/hypotese man kritiserer. Her kommer uddraget fra side 246.

Hanne Stragers beskrivelse af argumentet er sådan set ret nøjagtigt, men det er naturligvis kritisabelt at hun udelader den term som dækker argumentet nemlig ikke-reducerbar kompleksitet, hvorfor mon hun gør det? Strager begrænser læserens forståelse for argumentet, fordi hun vælger kun at beskrive musefælden, som i tilfældet med ikke-reducerbar kompleksitet, blot er en analogi. Hvorfor ikke lade læseren forstå argumentet til fulde ved fx at beskrive en flagellummotor, som er en af de molekylære maskiner som Behes musefældeanalogi refererer til? (se punktet Evolution modbevist).
Strager lægger i slutningen af dette lille afsnit vægt på at selvom ID ikke forholder sig til hvem skaberen er, så mener hun at kunne læse mellem linjerne at det selvfølgelig er Gud vi tænker på, vi der støtter ID. Det må hun da gerne tænke, ingen problem for mig. De færreste ID tilhængere lægger skjul på deres tro, so what? Richard Dawkins lægger jo heller ikke skjul på sin ateisme, i forbindelse med sit arbejde med at udbrede troen på evolution. Strager antyder at der skulle være noget forkert i at vi underforstået tænker på Gud som den intelligente designer, den kvikke ingeniør, som hun så vittigt bemærker. Strager har ikke forstået at kernen i sagen er, at ID med videnskabelige metoder kan demonstrere at en intelligens er ansvarlig for skabelsen af liv, men at den netop ikke kan identificere intelligensen. Derfor er Stragers sidebemærkning irrelevant, – men altså for min skyld ingen alarm, lad Strager bare tro at hun har ”afsløret” os. Så lad mig slå fast: ID kan ikke identificere den intelligente designer, men ja, mange af os er troende kristne som ser ID bekræfte vores formodning om at liv er skabt.

Efter de beskedne 11 linjer med beskrivelsen af ikke-reducerbar kompleksitet, kommer så gendrivelsen som fylder sølle 7 linjer. Her startes med sætningen. En biolog har relativt let ved at pille argumentet fra hinanden… Jamen lad høre, lad høre! — Men nej, vi får ikke en gendrivelse, vi får blot at vide at en biolog let kan pille argumentet fra hinanden. Hvorfor mon hun skriver at en biolog let kan pille argumentet fra hinanden? Det lyder som om at argumentet ikke er fremsat af en biolog, hvilket det faktisk er. Musefældeanalogien er udtænkt af professor i biokemi Michael Behe, som også er manden bag konceptet irreducible complexity. Af biologer som er enige med Behe kan jeg nævne bare de få jeg lige på stående fod kan huske; Jonathan Wells, Paul Nelson, Richard Sternberg, Wolf-Ekkehard Lönnig, Günther Bechly, og personligt kender jeg fire danske biologer som også er enige, og der er hundreder af andre biologer som er enige. Så hvorfor skrive at en biolog let kan pille argumentet fra hinanden? Hun burde have skrevet at en biolog som tror på evolution kan let pille argumentet fra hinanden. Igen ser vi et, må jeg antage, bevidst sprogbrug som skal miskreditere et videnskabeligt argument fremført af videnskabsfolk som er tilhængere af ID.

Strager bruger herefter en variation af Kenn Millers svar til Michael Behe, nemlig at en musefælde stadig kan fungere som en udmærket slipseklemme, selvom udløseren mangler. Strager mener altså at argumentet som hun låner fra Miller er en gendrivelse, men der er mange problemer i denne ”pseudogendrivelse”, som jeg vil kalde den.

• Det er kun en gendrivelse af en analogy, ikke en gendrivelse af faktummet Ikke-reducerbar kompleksitet som eksempelvis ses i flagellummotoren, og som er dokumenteret i laboratorieforsøg (se punktet evolution modbevist).
• Stragers eksempel gendriver ikke selve ikke-reducerbarheden i musefælden, hun viser bare, som Kenn Miller, at dele af fælden kan bruges til andre formål. Hvis jeg, til sammenligning, fjerner alle monterede dele fra min cykel, og bruger stellet som havelåge, har jeg så bevist at en komplet cykel kunne opstå gradvist uden intelligent direktion? Nej overhovedet ikke, og på samme måde viser Kenn Millers gendrivelse, som Strager har lånt, absolut intet.
• Gendrivelsen bevæger sig den gale vej. En defekt musefælde kan bruges som papirclips eller slipsenål, bevares! Men det beviser altså ikke at delene til en musefælde opstod uafhængigt af hinanden og ved tilfældighed fandt samme i en ny funktionsdygtig sammenhæng. Det er nemlig det evolutionisterne skal demonstrere for at gendrive ikke-reducerbar kompleksitet; at delene til fx flagellummotoren opstod uafhængigt af hinanden, tjente andre funktioner i tidligere forfædre, og senere fandt sammen til den fuldt funktionsdygtige motor. Papir/slipse-klemmen er en analogi som bevæger sig mod evolutionens retning, for papirclipsen kommer fra en allerede eksisterende maskine, nemlig musefælden, – at pille den fra hinanden er ikke evolution det er de-evolution.
• Behes musefælde demonstrerer begrebet ikke-reducerbar kompleksitet, – fjern en enkelt del og fælden virker ikke. Stragers eksempel gendriver ikke dette, for det er et faktum som ikke kan gendrives.
• Miller og Strager har med deres eksempel blot vist at en intelligens med lidt kreativitet kan finde anvendelse for en defekt musefælde. De har ikke vist at biologisk maskineri, bestående af flere komponenter som hver især er afhængige af hinanden, kan opstå gradvist uden intelligent kausalitet.
• At flagellummotoren ikke virker når enkeltdele fjernes, er et faktum som er demonstreret i laboratorium. At enkeltdelene kunne have haft andre funktioner i tidligere bakterier er imidlertid ren spekulation, og at delene skulle have kunnet finde sammen ved tilfældige processer er også 100 % fantasi. Har Strager gendrevet ikke-reducerbar kompleksitet, ved at hun i fantasien kan forestille sig at musefældens enkeltdele tidligere har tjent andre formål? Nej naturligvis ikke, – Behes analogi repræsenterer virkeligheden mens Miller/ Stragers gendrivelse repræsenterer et fantasiscenarie. Ikke-reducerbar kompleksitet er ikke gendrevet fordi evolutionsbiologer kan forestille sig at ting kan ske.
• Stragers/Millers gendrivelse udspringer af en slags primitiv ”nåh ja men det er da nemt nok”- tankegang. Men er de overhovedet klar over de sandsynlighedsmæssige forhindringer der er for deres scenarie? Vi får ingen real world data om hvordan proteindele kan organisere sig i en ny funktion, vi får ingen sandsynlighedsberegninger og derfor er deres gendrivelse blot fantasi uden basis i empirisk undersøgelse.

 

Alt i alt er Hanne Stragers beskrivelse af hvad intelligent design hypotesen går ud på, umådelig mangelfuld. Den er også vildledende og usand når hun fx skriver at intelligent design er ”afhængig af en overnaturlig mekanisme for at kunne forklares”. Intelligens som kausalitet er ikke at påkalde en overnaturlig mekanisme. Intelligens bruges som årsagsforklaring i arkæologi, i retsvidenskab, og i det videnskabelige rumprogram SETI (se rubrikken ID kontra kreationisme). Intelligens er ikke et overnaturligt fænomen, og menneskets dagligdag ville være meget problematisk hvis ikke vi hele tiden brugte vores evne til at skelne om ting og begivenheder udspringer af intelligens, eller af tilfældige eller naturlovslignende kausaliteter. Evolutionsbiologer bruger i øvrigt samme metode bare med omvendt fortegn, idet de gennem deres undersøgelser af organismer og fossiler, hævder at kunne se at tilfældige processer i samspil med naturlove, og altså ikke intelligens, er ansvarlige for skabelsen af liv.

Som nævnt i starten fik jeg mistanke om at Hanne Strager er ude i et ideologisk korstog, fordi ordet kreationisme forekommer i overskriften til kapitlet som omhandler ID. Min mistanke blev bekræftet da hele kapitlet på nær altså sammenlagt 18 linjer, bruges til at angribe ID udelukkende på et ideologisk og politisk plan. 18 linjer til at beskrive, kommentere og gendrive ID på et videnskabeligt plan er ikke meget, hvis jeg sammenligner med ID-forskernes murstensværker. Dr. Stephen Meyers bog ”Signature in the Cell” som er et af hovedværkerne der forsvarer ID-hypotesen er et digert værk på over 500 sider. Den og bøgerne af Behe, Wells, Denton, Dembski og mange andre er ligeledes grundige videnskabelige værker som hverken prædiker ideologi eller religion, men som holder sig udelukkende til de metoder og argumentationsformer som er alment anerkendte i videnskabelig sammenhæng. Hanne Strager bruger ud af 10 sider kun 18 linjer på det videnskabelige, mens resten går til at appellere til politiske instansers autoritet i forsøget på at overbevise os om, at de kan afgøre hvorvidt ID er videnskab eller religion. Strager bringer til sidst i kapitlet en advarsel om ID’s farlighed, som bekræfter at hun ikke tør røre de rent videnskabelige udfordringer til evolutionsteorien, men i stedet forlader sig på at ID skal bekæmpes ad politisk vej. Her er Stragers afsnit om Europarådets resolution fra bogen ”Et Beskedent Geni”

Jeg bemærker at Hanne Strager afslutter afsnittet med sætningen: Paradoksalt nok sker dette samtidig med, at videnskaben finder mere og mere evidens for evolutionsteorien. Javel! Så kunne jeg godt tænke mig at vide hvorfor alle nye bøger om evolution, fremfører gamle slidte argumenter som hovedpart af evidensgrundlaget for evolution? Det er argumenter som Birkemåleren, Darwins finker, Miller/Urey eksperimentet, homologi i hvirveldyrs lemmer, Archeopteryx, firevingede bananfluer, giraffer med længere og længere hals. Det er argumenter som for længst er blevet miskrediteret og gendrevet, men som alligevel dukker op i faglitteraturen igen og igen, Stragers bog ingen undtagelse. Læser man Dawkins bog ”The Greatest Show on Earth”, er det de samme gamle argumenter der fylder hovedparten, og helt det samme gør sig gældende i Jerry Coynes ”Why Evolution is True”. Jeg ser ikke denne nye evidens, – hvis det er genetikken Hanne Strager tænker på, så tjener den kun som evidens i det omfang der sorteres i data så man udelukker alt der modsiger fælles afstamning. Her må jeg opfordre Hanne og i øvrigt alle andre til at læse biolog Jonathan Wells bog fra 2017 Zombie Science. Wells dokumenterer heri, at der intet nyt er under solen, og at det er de samme 50-100 år gamle argumenter der trækkes frem når evolution skal sælges.